TTEAERVBAU Valgfag: Etik og Religionsfilosofi: Bekendelsens fænomenologi og paradokser

At gøre sandheden (facere veritatem) er en ny bestemmelse af sandheden og selvforholdet i oldkirkens bekendelse, liturgi og teologi, hvor det at tale forstås som en gøren, der kommer før intentionaliteten og tanken. Aurelius Augustins Bekendelser (ca 397) artikulerer denne sandhedspraksis i en selvbiografisk, filosofisk og teologisk diskurs. Sandheden om den enkelte, som den alvidende Gud allerede kender, fremstilles her i den minutiøse individuelle bekendelses pinlige detaljer. I værkets 13 bøger aftegner Augustin sin vej til troen og til sig selv som et nyt menneske. Bekendelserne er den første litterære selvbiografi, der foregriber udforskningen af selvet i J.-J. Rousseaus Bekendelser (1769) og romaner som J.W.Goethes Wilhelm Meisters læreår, M. Proust På Sporet af den tabte tid og (måske) samtidens ’autofiktion’. Augustin står fadder til det moderne subjektivitetsprincip fra M. Luther til G.W. F. Hegel og S.Kierkegaard. Subjektiviteten manifesterer sig i fordoblingen af synder og retfærdig, Herre og Træl, der fremkaldes af negative erfaringer af ikke at (ville) være sig selv.  I Kierkegaards opbyggelige taler ’læser’ læseren hendes egne erfaringer af ikke at forstå sig selv. Samtidig er der i disse tekster en teologisk modgift til selvets lidelse, dets ’sygdom til døden’: fortvivlet ikke at ville være sig selv.

Åndens fænomenologi (1807) af Hegel er en bekendelsens fænomenologi i to betydninger: dels som den moderne ”skønne sjæls bekendelser” (Goethe, J.-J. Rousseau og I. Kant), dels som den kristne bekendelse af den treenige Gud. Syndsbekendelsen og tilgivelsen er omslagspunktet, der i Fænomenologien følger efter kapitlet om moralen og den skønne, men ulykkelige sjæls patologier, som Kant, Goethe og Rousseau havde givet stemme. Er den kristne bekendelse i Hegels Fænomenologi en fuldbyrdelse af den (fejlslagne) gensidige anerkendelse i bogens berømte analyse af kampen mellem herren og trællen, spørger C. Malabou. Bekendelsens paradoks kan også formuleres med Hamlet “Why must I like a whore unpack my heart with words”. H. Bloom udlægger dette med Nietzsches ord “Det, som vi kan finde ord for, er allerede dødt i vore hjerter”. Den kristne bekendelses frimodige tale (parrhesia) afdækker selvets in/autenticitet: det er ikke hvad det synes at være.

I kurset skal den kristne bekendelses traditionelle og dens afledte nutidige former og indhold undersøges med henblik på det bekendende selvs erfaring i et aktuelt syndsteologisk og fænomenologisk perspektiv. Selvbedragets problem, som afdækkes i den kristne bekendelse fra Augustin til Kierkegaard, er et modtræk til det stærke og autentiske selv, der som ideal forudsættes i moderne pædagogik, organisations- og ledelses-praksisser. Denne problematiske arv fra de kristne bods- og bekendelses-praksisser har J. Butler taget op i Giving an Account for Oneself. Ifølge M.Foucault og J.Derrida repræsenterer den kristne bekendelse imidlertid ikke bare en ny og prekær modalitet af sandheden. Bekendelsen er for disse tænkere potentielt et modtræk til en toneangivende forståelse af subjektet ud fra biologisk selvopholdelse og egennytte. Over for en moderne naturalistisk - eller antik metafysisk - afspejlingsmodel repræsenterer Augustins kristne sandhedsforståelse, facere veritatem (at gøre sandheden) et konstruktivistisk moment i den kristne bekendelse, der ikke blot passivt afspejler evige ideer og former hos Platon og Aristoteles eller en materialistisk bestemt naturnødvendighed i den fremherskende filosofiske, økonomiske og politiske forståelse af subjektet. 

Parallelt med den tematiske læsning af Augustins Bekendelser læses kortere tekster af J.W.Goethe, G.W.F. Hegel, S. Kierkegaard, Michel Foucault, P. Ricoeur, Jacques Derrida, Jean-Luc Nancy, Catherine Malabou, J. Butler, E. Auerbach, Ch. Taylor.