HMKK03623U Moderne Kultur/Litteraturvidenskab: Kulturhistorie: forløb 2: Kollektiver og kunstnerfællesskaber

I de seneste år har vi set kunstnere danne blivende arbejdsfællesskaber indenfor performancekunst, billedkunst og skrift. De kalder sig kollektiver, frie grupper, netværk, sværme eller platforme. De arbejder interdisciplinært eller aktivistisk, skaber nye miljøer og publiceringsstrategier for flere end sig selv. Kollektivitet kan læses som et opgør med den individuelle kunstnersignatur og et forsøg på at gentænke kunstens infrastrukturer. I en tid med stigende strukturel prekarisering af kunst- og kulturarbejderen kan tilvalget af det uafhængige kollektivs fællesskab både forstås som strategi, modstand og nødvendighed. Kollektivisme udstiller og angriber uundgåeligt ”bredere sociale og økonomiske produktionsbetingelser” (Stimson og Scholette 2007), mens kunstnerfællesskabets sociale og økonomiske bæredygtighed er usikker. Hvor nogle af de nye fællesskabers infrastrukturer tilsyneladende opløses med de kollektiver, der har skabt dem, er der andre som hærder, og får en blivende effekt (Spahr 2018). Men hvad sker der når kollektive arbejdsformer implementeres inden for rammerne af etablerede kunstinstitutioner? Kan kollektivet segmentere institutionen indefra? Og hvem tjener kollektivet? Kurset undersøger - gennem feministiske og post-marxistiske læsninger - samtidens kollektiver og kunstnerfællesskaber som potentielt socialt, økonomisk og æstetisk forandrende.

Kurset sætter samtidens kollektive strategier i kulturhistorisk perspektiv. Allerede i den historiske avantgarde finder vi kunstnerfællesskaber indenfor surrealismen og dadaismen. I dansk kontekst etableres kunstnersammenslutninger så som Grønningen, Decembristerne, Corner og Koloristerne, der stadig har et virke i dag. Forsøgsscenen danner i 1930erne kollektiv på tværs af scenekunst, litteratur og politisk engagement. I 1960erne og 70erne udfolder internationale kunstnerkollektiver eksplicit magt- og institutionskritik med Situationisterne og omkring The Factory, og i Danmark etablerer kunstnerne deres egne skoler, institutioner og kunstbands: Ex-Skolen, CoBrA, Røde Mor. Trods kollektive strategier har visse grupperinger været et karrieretrin for den individuelle kunstner. Var det 1960ernes historiske kollektiver som banede vejen for liberal individualisme (Cveji´c 2005)? Og hvis dialektikken mellem den originale kunstner og den kollektive bevægelse var definerende for det 20. århundredes innovative kunstproduktion (Perloff 2006), hvordan ser den dynamik så ud i det 21. århundrede? Hvordan reformuleres socialitet, økonomi og æstetik af danske kunstnere i DANSEatelier, Blod Måne Søndag, Ingen Frygt, SYSTEMET, Sort Samvittighed, fanclub, A Kassen etc.?

Kursets ambition er både at skabe begrebslig og historisk viden om kollektive strategier, samt at træne de studerendes metodologiske kompetencer i at indsamle, analysere og historisere kulturelle artefakter fra kunstneres kollektive praksis. Vi vil beskæftige os med begreber som arbejde, prekarisering, omsorg, solidaritet, affektivt arbejde, infrastrukturel performance og produktionsæstetik. Vi skal læse tekster af bl.a. Judith Butler, Kathi Weeks, Paolo Virno, Bojana Kunst, Isabell Lorey, Lauren Berlant, Blake Stimson og Gregory Scholette.

Formålet med kurset er at give de studerende de nødvendige værktøjer til at bedrive selvstændig, dybdegående kontekstuel analyse af kulturhistoriske fænomener relateret til kursets emne. Kurset starter med at skabe en historisk ramme for at forstå kollektivisme i kunsten og introducerer desuden et metodisk referenceapparat, der kan sættes i spil i diskussioner om kursets emne. De efterfølgende kursusgange tager udgangspunkt i et par eksemplariske cases udvalgt af underviser, samt de studerendes analytiske arbejde med materialesamlinger, som de selv indhenter. De studerende opfordres til at skabe og dele materialesamlinger i grupper og metodisk udforske egne arbejdsfællesskaber parallelt med at de analyserer kollektivitet i kunsten. Således træner og reflekterer de studerende også organisering, strukturering og generøsitet i deres egen praksis som kulturarbejdere.