HHIB09564U  HIS 56. »For stor til Europa, for lille til verden«? Tysk udenrigspolitik fra Wilhelm II til Hitler, 1890 – 1945

Årgang 2019/2020
Engelsk titel

HIS 56. »For stor til Europa, for lille til verden«? Tysk udenrigspolitik fra Wilhelm II til Hitler, 1890 – 1945

Uddannelse

Historie
Modul 3A:
Område 3: Historieformidling med formidlingsteori (HHIB00561E)
[Bacheloruddannelsen, 2013-ordningen]

Kursusindhold

Modul 3A: Område 3: Historieformidling med formidlingsteori (3. semester)
HIS 56. »For stor til Europa, for lille til verden«? Tysk udenrigspolitik fra Wilhelm II til Hitler, 1890 – 1945
Siden den store tyske historiker og historist, Leopond von Ranke (1795 – 1886) i bl.a. værket Die Großen Mächte fra 1833 tillagde staters indbyrdes relationer særligt vægt og hvor staterne blev udlagt som handlende personer med egne motiver og interesser, har man traditionelt i den tyske historiografi – og helt frem til efterkrigstiden – nidkært fulgt princippet om “Primat der Außenpolitik” (udenrigspolitikkens forrang).  Herved forstås der, at staters udvikling og skæbne afgøres i sam- og modspil med de øvrige magter på den internationale scene, hvorfor det just måtte være enhver historikers primære og fineste opgave at studere udenrigspolitikken.

Antagelsen om udenrigspolitikken som epicenter for begivenhedernes gang og derved en art primus motor i udformningen af også den indre sociale og politiske udvikling synes især at være gyldig, når man ser på Tysklands situation i kølvandet på Versailles-freden i juni 1919: for ikke nok med at fredsafslutningen betød, at Tyskland måtte afstå 13,5 pct. af befolkningen og give afkald på vitale råstoffer (bl.a. 48 pct. af jernproduktionen, 16 pct. af kulproduktionen og 15 pct. af landbrugsproduktionen), så forblev de politiske, økonomiske og sociale eftervirkninger af Versailles-traktaten allerøverst på den regeringspolitiske dagsorden de følgende år.  Fx medførte konflikten om omfanget af de tyske krigsskadeerstatninger en fransk-belgisk besættelse af Ruhr-distriktet i 1923 mhp. at sikre sig pant i de tyske kulreserver, som den tyske regering besvarede med en passiv modstand, hvilket kulminerende med, at den allerede galoperende inflation udviklede sig til en hyperinflation og bragte den nye republikanske “Weimarrepublik” på randen af politisk og socialt kollaps – og senere, i årene 1930-32, førte rigskansler Heinrich Brüning en stram nedskærings- og deflationspolitik (hvilket gav ham tilnavnet “Hungerkanzler”), som havde det slet skjulte hovedformål at kunne overbevise omverdenen om, at Tyskland var så forarmet, at man ej var i stand til at fortsætte afdragene på krigsskadeerstatningerne. Det er på den baggrund umiddelbart svært ikke at gøre gældende, at løsningen på “Weimarrepublikkens” svære udfordringer – for samtidens tyske regeringsaktører – først og fremmest fordrede et eksklusivt fokus på den udenrigspolitiske sfære. I den tyske historiografi kan man dog især fra omkring begyndelsen af 1960’erne iagttage hvordan det rankeanske dogme om udenrigspolitikkens forrang begyndte at miste fodfæste til nye og mere strukturbaserede tilgange og tolkninger, hvoraf de nok mest prominente i dette historiografiske opgør var de venstreliberale historikere Hans-Ulrich Wehler (1931 – 2014) og Fritz Fischer (1908 – 1999), der forkastede den traditionelle opfattelse af det wilhelminske Tysklands Weltpolitik som klasseeksemplet på “Primat der Außenpolitik”. I stedet argumenterede de for, at udenrigspolitikken under Kejser Wilhelm II var determineret af en “Primat der Innenpolitik”, eftersom kejseriget indadtil var under et så stærkt politisk pres for at gennemføre gennemgribende demokratiske reformer, at regimet – som direkte konsekvens heraf – førte en grandios og aggressiv udenrigspolitik som forsøg på aflede den tyske befolkning og offentlighed fra de indre politiske og sociale spændinger. Inddragelsen af dette tilsyneladende symbiotiske forhold mellem indenrigspolitiske faktorer og formuleringen af udenrigspolitikken rejser følgelig spørgsmål til mellemkrigsperioden, som vil blive gjort til genstand for undersøgelse og diskussion under kursets: bl.a. hvorvidt de tyske revisionsmål (tilbagerulning af hele eller dele af Versailles-traktaten) primært kan betragtes som determineret af ydre geo- og sikkerhedspolitiske omstændigheder og i hvilken grad indenrigspolitiske interesser gjorde sig gældende i denne revisionspolitik? Og videre: om den vovede udenrigspolitik under “Det Tredje Riges” fredsperiode monstro ikke først og fremmest skal anskues som en direkte fortsættelse af indenrigspolitikken?

I dette kursus skal vi således beskæftige os med formuleringen og udformningen af den førte udenrigspolitik i mellemkrigstidens tyske rige. Det vil sige, at vi især skal diskutere og prioritere de bagvedliggende processer og faktorer bag de mest skelsættende udenrigspolitiske begivenheder i perioden. Hvilken rolle spillede ydre faktorer som den geo- og sikkerhedspolitiske situation kontra indre politiske og sociale forhold for udformningen af Tysklands udenrigspolitik i perioden? Hvilket handlerum havde de ledende politiske aktører; var der mulighed for, at handlekraftige individer kunne gøre deres indflydelse gældende eller var de snarere marionetaktører i en strukturbestemt teaterforestilling? Hvilken rolle og indflydelse kan man tillægge interesseorganisationer og transnationale (elite)netværk på udformningen og formuleringen af den førte udenrigspolitik?  Det er kvalificerende spørgsmål som disse, vi under kursets forløb vil forsøge at besvare.

Indholdsmæssigt falder kurset i to dele, hvor DEL I vil tjene som en kronologisk overblik og gennemgang i bredden af de internationale relationer i Europa i mellemkrigsperioden samt som introduktion til centrale begreber og institutioner såsom det europæiske statssystem, international politik (+ teoretiske skoler), folkeret, Versailles-traktaten, Folkeforbundet og særlige fremherskende tyske geopolitiske europaforestillinger (“Wirtschaftsraum”, “Lebensraum”, m.f.).

Undervisningsformen vil veksle mellem plenumoplæg og -diskussioner af oversigtslitteraturen og de bemeldte begreber og institutioner. Når dette fundament er på plads, vil undervisningen overgå til DEL II, hvor vi skal arbejde analytisk med udvalgte cases i dybden i relation til de mest skelsættende udenrigspolitiske begivenheder under “Weimar”-årene og “Det Tredje Riges” fredsperiode. Dette vil foregå ved, at de studerende gruppevis besvarer en af underviser valgt problemstilling vedr. fx Versailles-traktaten, Locarno-pagten eller Münchenaftalen i en struktureret og argumenteret skriftligt fremstilling på ~ 5 sider, som så af studentergruppen bliver præsenteret mundtligt for klassen, hvorefter vi i fællesskab kommenterer på fremlæggelsen og gennemgår den fem siders skriftlige fremstilling (med fokus på indhold, form, struktur og inddragelse af formidlingstekniske overvejelser).


Faglige mål (uddybning af de i studieordningen beskrevne):
Den studerende kan efter kurset:
• gøre rede for hovedtræk i den internationale udenrigs-og sikkerhedspolitiske udvikling i det europæiske statssystem under mellemkrigsperioden (1919 – 1939) 
• have indgående kendskab til opfattelser af udenrigspolitikkens rolle og funktion i navnlig tysk historiografi
• diskutere og anvende centrale begreber og institutioner der knytter sig til perioden og udenrigspolitik som forskningsfelt
• analysere afgrænsede udenrigspolitiske cases i dybden (med inddragelse af metodiske og historiografiske overvejelser og relevant teori)

Holdundervisning / seminar
Point
15 ECTS
Prøveform
Andet
Krav til indstilling til eksamen

Aktuelle studieordninger for Historie og Studiehåndbogen (2013).

Kriterier for bedømmelse
  • Kategori
  • Timer
  • Holdundervisning
  • 84
  • Forberedelse
  • 175
  • Eksamensforberedelse
  • 129,5
  • I alt
  • 388,5