HFAK03361U F. ARK Viden, teknologi og håndværk

På kurset vil arkæologiske genstande blive undersøgt som dynamiske objekter, der både repræsenterer menneskers og samfunds behov, men også deres specifikke sociale og kulturelle kontekster og traditioner. Samtidig kan genstande give kundskab om individuelle fremstillingsprocesser såvel som viden om tilgang og tilvejebringelse af råmateriale.

Fremstillingsprocesser kræver specifik viden om materialer og om hvordan materialerne forarbejdes gennem forskellige arbejdsgange, men derudover kræver de også ofte opøvede motoriske færdigheder og bevægelsesmønstre.

På kurset arbejder vi således både med forhistoriske teknologier som grundlag for definition af arkæologiske kulturer og sociale traditioner, men også som indgange til forstå forhistoriske individers handlinger, samt deres viden og kunnen. Dette kan eksempelvis gøres, gennem analyser af arbejdsprocesser på en værkstedsplads, hvor det bliver muligt at identificere forskellige individer, som børn, lærlinge og mestre, samt karakterisere den rumlige organisation som har eksisteret på pladsen. Eller, et samfunds økonomi og organisation kan undersøges ved at formulere et sandsynligt tids- og materialeforbrug for en bestemt arbejdsproces – for eksempel bygning af vikingetidens skibe og sejl. Eller, vi kan analysere kulturel identitet, mobilitet og migration i fortiden ved at fokusere på ændringer og innovationer i det arkæologiske genstandsmateriale i tid og rum. Hvordan forholder vidensformidling af specifikke håndværksprocesser sig eksempelvis ved neolitiseringen af Nordeuropa? Og var der allerede i jernalderen smede, der drog på valsen og kom tilbage til Danmark med viden om nye materialer og nye processer?

På kurset er forskningen indenfor viden, teknologi og håndværkdefineret i et samspil mellem arkæologi, antropologi og sociologi med udgangspunkt i M. Mauss definition af begrebet ”teknik”. Et andet vigtigt begreb er i denne sammenhæng chaîne opératorie begrebet (Leroi-Gourhan 1993) som omhandler en analytisk rekonstruktion af selve arbejdsprocessen i trin. Chaîne opératoire undersøgelser kan eksempelvis give mulighed for at definere kulturspecifikke arbejdskoncepter, såkaldte operative skemaer, ud fra det arkæologiske materiale (Pelegrin 1990). Studier af praksisfælleskaber (Wenger 1998) danner skole for undersøgelser af sociale organiseringer og individets motivering i læringssituationer. Mens eksperimentalarkæologien (Rasmussen 2001) giver mulighed for at analysere de forhistoriske arbejdsprocesser ud fra praktiske forsøg, og dermed øge vores materialekendskab og skærpe vores blik i undersøgelsen af forhistoriske redskabers fremstilling og brug.