HSSK00027U DAN/SPS; Særligt studeret sprogpsykologisk emne B: Narrativitet - mellem sprog, handling og selv

Dette kursus handler om fortællinger. Inden for psykologi, sprog- og litteraturforskning omtales det fortællende som det narrative. På kurset vil vi undersøge, hvordan det narrative former os, og hvordan vi selv former det, vi erfarer, i narrative forløb. Vores narrativer bliver til, idet vi foregriber, hvordan de vil blive forstået og vurderet. De bliver til i en henvendelse, der allerede antyder en relation imellem mig, der fortæller, og de personer, jeg under specifikke omstændigheder fortæller til. De sammenhænge, det fortalte indgår i, er underlagt normer, som jeg bevidst og ubevidst fortæller i overensstemmelse med eller op imod. Sådanne normer for, hvad der fx er rigtigt og forkert, virker tvingende på måder, vi sjældent gør os klart, og da overskridelser straffes på måder, der ofte er uoverskuelige for os, får andres og egne narrativer tidligt en meget stor indflydelse på, hvordan vi kan udvikle vores selv og vores billeder af os selv.

Narrativen har en indbygget temporalitet. Idet jeg fortæller, bliver den tidslig i sig selv. Tidsmæssigt organiserer den et forhold mellem bestemte handlinger, der til sammen udgør den begivenhed, der også ofte tidsfæstes i forhold til en række andre begivenheder. Narrativen har også et indbygget perspektiv: Sådan-som-det-jeg-fortæller-ser-ud-fra-dér-hvor-jeg-står. Narrativen kan ikke blive til uden et indbygget perspektiv, selvom det selvfølgelig er muligt at eksperimentere med fremstillingen, så forskellige perspektiver kan anlægges og udforskes. En narrativ sammenfatter på den måde bestemte handlinger, som bestemte personer  har udført på bestemte tidspunkter og derfor (kan) drages til ansvar for. En narrativ er som oftest afsluttet og pointeret, men det narrative er ikke som sådant lukket. Så længe vi sprogligt og følelsesmæssigt vender tilbage til begivenheder, der betyder noget for os, og så længe de handlinger, der dengang blev udført, har tilsigtede og utilsigtede konsekvenser (og det kan de have over et helt liv), så kan vi også narrativt forme disse begivenheder på nye måder, der udfordrer både relationer, tid og perspektiv. Men for at det overhovedet skal give mening at fortælle om vores liv, må det fortalte stå i et forhold til det virkelige. Vi kan ikke bryde med det virkelige for i stedet frit at finde på. Gør vi det, har det narrative sluppet sin forbindelse til både selvet og erfaringen, og så er vi ude over det, som dette kursus handler om, nemlig forbindelsen mellem den narrative fremstilling, selvet, handlingen, erindringen, relationen, tiden og perspektivet. Det betyder ikke, at vores forestillingsevne ikke spiller en afgørende rolle for, hvordan det narrative tager form. Det gør den, og derfor vil vi også i et vist omfang inddrage det forestillede, det hypotetiske og det fantaserede i vores bestemmelse af selvet.

Forskningen i narrativitet er over de seneste tyve år blevet særdeles omfattende inden for sprog- og litteraturvidenskab, filosofi og psykologi, historie og antropologi. Forskellige opfattelser af, hvad et selv er, har inden for nogle af disse discipliner ført til vidt forskellige teorier om det narratives betydning for, hvordan vi agerer og erindrer, om vi konstruerer os selv som positioner og identiteter eller er bundet til os selv i en stadig tilbagevenden til og refleksion over egne og andres handlinger. Således analyseres forholdet mellem den virkelige begivenhed og det narrative forløb afgørende forskelligt, alt efter om der lægges en realistisk opfattelse til grund (William Labovs narrative teori), en socialkonstruktivistisk (Jerome Bruner / Elinor Ochs), en mere radikal socialkonstruktionistisk (Kenneth Gergen), en fænomenologisk (Dan Zahavi / László Tengelyi) eller en hermeneutisk (Paul Ricoeur). Inden for filosofien er der fløje, der hhv. forfægter (Charles Taylor) og afviser (Galen Strawson) en narrativ forståelse af, hvad det vil sige at have eller at være et selv. Dertil kommer selvfølgelig det narrative i litteraturen og i det, der ligger midt imellem det levede liv og fiktionen om det (som Karl Ove Knausgårds Min kamp er det mest fremtrædende eksempel på). På kurset vil vi beskæftige os med alle disse positioner og afdække, hvordan de forholder sig forskelligt til det, der indgår i det narrative.