HMVK04322U Musikvidenskab: KA-analyseemne: Fuga – nørdet satsteknik og ekstatisk syntese

Fuga er i den klassiske, europæiske musik indbegrebet af satsteknisk mesterskab. I store korværker, symfonier og kammermusik kommer en fuga ofte som kronen på værket og signalerer storslåethed, værdighed, højtidelighed og syntese. Berømte eksempler er finalerne i Mozarts Jupiter-Symfoni og Beethovens niende symfoni.

I Fugakunst står de store klassikere på hver deres måde dog alle i gæld til barokmusikken og især Johann Sebastian Bach, som i første halvdel af 1700-tallet var fugamesteren over dem alle. Ikke bare gennemsyrer fugateknikken stort set hele hans produktion, men han dedikerede hele værksamlinger til fuga og kontrapunktisk teknik: Wohltemperiertes Klavier, Musikalisches Opfer og Die Kunst der Fuge.

Bach står imidlertid selv i gæld til en række store mestre fra renæssancen, og den stærke tradition for kontrapunktisk komposition blev i 16-1700-tallet beskrevet af en række musikteoretiske skrifter, som dannede skole for selve den europæiske kunstmusiks kompositionslære. Det vigtigste af disse teoretiske skrifter var Johann Joseph Fux' Gradus ad Parnassum fra 1725.

Dette kursus vil følge fugakunstens udvikling fra 1400-tallet til 1800-tallet gennem en række værkanalyser og sideløbende læsning af musikteoretiske skrifter om fuga fra 16-1800-tallet. Vi skal bl.a. undersøge sammenhængen mellem teori og praksis - og diskutere perspektiver af nogle overraskende uoverensstemmelser!