HDAK00136U DAN; Dansk guldalder

De første 50 år af 1800-tallet er en litteraturhistorisk slagmark. Allerede i 1807 protesterede H.C. Ørsted imod, at den tid, han levede i, skulle kaldes en guldalder. Men det har vi siden gjort, ofte uden rigtig at vide, hvad vi mener. Da Valdemar Vedel i 1890 skrev en disputats med titlen ”Studier over Guldalderen i dansk Digtning”, brugte han ganske vist periodebetegnelsen ”i mangel af bedre”. Han talte også om Romantikken og mente, at den dækkede de første 25-30 år af århundredet. Senere kom mere nøjeregnende inddelinger, fx Billeskov Jansens, der skelnede mellem Universalromantik (1802-08), Nordisk og sentimental Romantik (1808-25) og Romantisme (1825-50). Oluf Friis skød i lighed med Vilhelm Andersen en Poetisk realisme (ca. 1820-30) ind mellem Romantik og Romantime. Andre gik i modsat retning og ville skabe synteser: Erik Lunding mente, at størstedelen af det, man plejer at kalde dansk guldalder, i virkeligheden burde hedde Biedermeier. Aage Henriksen subsumerede guldalderen under ”Organismetanken” (1770-1870). Erik M. Christensen talte om ”Guldalderen som idéhistorisk periode: den optimistiske dualisme”, og Knud Bjarne Gjesing skrev om en ”romantisk bevægelse” (1800-70), der var grundlæggende monistisk.

Dertil kommer stridighederne om, hvilke forfatterskaber og personer der er afgørende, især i periodens begyndelse: Er Henrich Steffens eller H.C. Ørsted mestertænkeren bag Adam Oehlenschlägers romantik? Og var Oehlenschläger nogensinde rigtig romantiker? Er Schack Staffeldt bare en outsider, eller har han afgørende betydning for billedet af den danske romantik?

Kurset vil dykke ned i de forskellige periodiseringer og hypoteser for at undersøge deres argumentation: Hvilke forfatterskaber lægger de vægt på, og hvilke fortrænger de? Hvilke forestillinger røber de om litteraturhistoriens drivende kræfter, og hvilke ideologiske interesser tjener de?

Når kurset er slut, vil de studerende have et godt kendskab, dels til den danske litteratur i tidsrummet 1800-1850, dels til de forskellige måder at beskrive den på. Men frem for alt: en skærpet bevidsthed om, hvordan litteraturhistorieskrivningen arbejder, og at den ikke er nogen uskyldig videnskab. Kurset udfylder modulet ”Litteraturhistoriografi” på kandidatuddannelsens litterære spor.