HLVA03447U Litteraturvidenskab: Teoretisk emne: Tragediens teori

Ingen kunstform har tiltrukket sig så meget filosofisk og teoretisk opmærksomhed som den græske tragedie. Fra Platon og Aristoteles diskussion af tragediens mimesis, over de tyske idealisters ambivalente dyrkelse af det tragiske skæbnedrama som kontraststof for frihedens filosofi og til vor tids politisk og socialfilosofiske udforskning af græsk tragedie strækker sig en meget alsidig teorihistorie, som forbinder den filosofiske æstetik med bl.a. etik, antropologi, politisk teori og kønsstudier.  I stedet for en teorihistorisk gennemgang fra oldtid til nutid vil kurset udforske tragediens teori gennem en håndfuld tematiske nedslag, hvor ældre tragedieteori  (Platon, Aristoteles, Hume, Winckelmann, Hegel, Kierkegaard, Nietzsche) parres med nyere teori (Lacan, Bohrer, Nussbaum, Halliwell, Butler, Honig, Lehmann, Menke). Udforskningen af det tragiske vil spænde fra det humanistiske fokus på erkendelse og lidelse til den antihumanistiske betoning af de tragiske heltes monstrøse begær. Kurset vil især studere tragediens æstetik samt moralfilosofiske og politisk-teoretiske perspektiver på tragedien. Som udgangspunkt for den teoretiske diskussion vil vi læse tre græske tragedier: Sofokles’ Kong Ødipus og Antigone samt Euripides’ Bakkantinderne.

Centrale spørgsmål vil være: hvilke begreber om indlevelse og imagination ligger til grund for den klassiske mimesisteori? Hvordan udforsker tragedien grænserne for den menneskelige dømmekraft? Hvorfor er tragisk ironi en moderne opdagelse? Hvilke æstetiske og politiske problemer knytter der sig til begrebet om det tragiske? Hvorfor har så mange filosoffer forvist tragedien fra det moderne? Hvordan kan man forstå den normative struktur i de græske tragedier? Og hvorfor vender nyere teoretikere tilbage til den heterogene, tragiske sædelighed, som Hegel ellers mente, Verdensånden havde lagt bag sig?