HFIB00351U FILO, Valgfrit emne: Værklæsning; Martin Heideggers “Sein und Zeit”

Martin Heideggers tidlige hovedværk “Væren og Tid” (1927) står som et af det 20. århundredes mest betydningsfulde og omdiskuterede værker. I forlængelse af Husserls fænomenologi stiller Heidegger sit ontologiske spørgmål om værens mening og peger på tiden, som den horisont enhver værensforståelse foregår indenfor. Heideggers fundamentalontologiske spørgsmål tager afsæt i en analyse af dét værende, for hvem væren kan træde frem: ”Dasein” (tilstedeværen). Heidegger indleder således sin undersøgelse med den berømte eksistentiale analyse, hvori vi bliver præsenteret for bestemmelserne af Daseins væren som ”i-verden-væren” (In-der-Welt-sein) og ”omhu” (”Sorge”), samt en række blændende fænomenologiske beskrivelser af fakticitet og stemning, forståelse, tale, hjemfaldelse, angst, samvittighed, Daseins tidslighed som ”væren-til-døden” og den eksistentielle mulighed for ”egentlighed”. Den eksistentiale analyse danner i ”Væren og Tid” udgangspunkt for det overordnede, ontologiske spørgsmål om værens mening. I sine senere værker tog Heidegger selv afstand til projektet i ”Væren og Tid”, som han anså som ”for subjektivistisk”. ”Væren og Tid” er ikke desto mindre det værk, hvori Heideggers destruktion af den vestlige metafysiks ontologi og dermed forsøget på at formulere en tænkning, som tænker ”væren” på ny, begynder. Værket har haft afgørende indflydelse på tænkere som Arendt, Gadamer, Merleau-Ponty, Derrida, Vattimo og Agamben , og står til stadighed som et uomgængeligt hovedværk for en række filosofiske strømninger og miljøer spændende fra fænomenologien over hermeneutikken til dekonstruktionen.

På kurset vil vi fokusere på centrale aspekter af ”Væren og Tid” ud fra udvalgte, centrale tekststykker, både set i sammenhæng med forskellige toneangivende tolkninger, og i forhold til Heideggers tænkning som helhed.