TTEANTVBAU Valgfag: Det Nye Testamentes Eksegese: Receptionen af den bibelske Paulus i moderne film og post-moderne filosofi

Når det gælder filmatiseringer af Bibelen, er evangeliernes Jesus en veritabel Hollywood-superstar sammenlignet med Paulus. Det har åbenbart været vanskeligt at omsætte den paulinske begrebslighed til den repræsentative kunst. Det problem er ikke nyt. Allerede den tidlige kristendom fandt det nødvendigt at oversætte Paulus’ korsfæstede og opstandne kristusfigur til episk stof, så fortællingerne om den jordiske Jesus' liv og virke kunne stimulere imaginationen – og dermed efterfølgelsen. Først i den sidste halvdel af det tyvende århundrede fik Paulus sit visuelle gennembrud, i og med at en række markante filmskabere gav Paulus – om ikke altid hovedrollen – så dog en helt central rolle i deres quasi-dokumentariske værker.

Det er bemærkelsesværdigt, at disse visualiseringer af den bibelske Paulus finder sted i en bestemt periode og blandt en bestemt gruppe af instruktører: nemlig, som de store italienske filmmageres reaktion på Compromesso storico – forestillingen om en forening af katolicisme og kommunisme – i italiensk politik (og denne idé sammenbrud i tiden med Brigate Rosse): Pier Paolo Pasolinis San Paolo (1966, publiceret posthumt i 1977); Roberto Rosselinis Atti degli apostoli (1969) og Martin Scorseses noget senere The Last Tempatation of Christ (1988). En egentlig silver screen produktion featuring Paulus er det dog aldrig blevet til. Pasolinis San Paolo foreligger alene som et aldrig filmatiseret manuskript. San Paolo er et allegoriske take på Apostlenes Gerninger, hvor det antikke plot oversættes til moderne kapitalisme kritik. I Rosselinis filmatisering – en low-budget serie sendt prime-time over fem søndage på det nationale italienske fjernsyn (RAI) – leverede Apostlenes Gerninger plottet, mens stof hentet fra brevenes monologer blev brugt til at bygge Paulus-figurens profil op. I en ramme af neo-realisme med et stærkt, næste real-time fokus på håndens arbejde får Paulus lov at levere en utopisk vision for det historiske kompromis. I Scorseses The Last Tempatation of Christ har Paulus i en stærkt omdiskuteret (drømme?) sekvens en helt central birolle som en skurk og bedrager, der er villig til at slå ihjel for realiseringen af sit utopiske projekt.

Det interessante ved disse filmatiseringer er, at de på trods af – eller måske netop på grund af – de forskellige roller, som de tildeler Paulus, danner baggrund for og formidler interessen for Paulusfiguren hos moderne filosoffer som Alain Badiou og Slavoj Zizek.

Udgangspunktet for kurset vil være studiet af de filmiske værker/manuskripter. Under inddragelse af moderne filmteori (Deleuze, Schrader, Marks og Zizek), som tager værkernes æstetik alvorligt, vil vi analysere filmatiseringerne/manuskripterne med henblik på at drøfte deres Paulusbillede. Denne drøftelse vil danne afsæt for en læsning og drøftelse af filosoffernes brug af Paulus.