TTEAKKFERU KA Kernefag: Etik og Religionsfilosofi: Sprog og religion: Den bekendende bevidstheds fænomenologi

I dette kernefagskursus undersøges den bekendende bevidstheds fænomenologi i lyset af moderne og postmoderne sprogfilosofi, hermeneutik, psykoanalyse, bibelsk eksegese og litteraturvidenskab.

Den bekendende bevidsthed, som artikuleres og potenseres i centrale bibelske og kirkelige traditioners sproglige ytringer og praksisser, er blevet udlagt og forskudt i teologiske, filosofiske og litterære receptioner. Forholdet mellem sprog, etik, socialitet og religion tages således op ud fra det gennemgående tema, der anslås med Shakespeares Hamlet, der i sine monologer formulerer bekendelsens moderne problem, at det, vi kan finde ord for, allerede er dødt i vore hjerter ”why must I like a whore unpack my heart?”. Kurset præsenterer en vifte af filosofiske, litterære og teologiske nedslagspunkter med hovedvægten på Augustin Bekendelser, Søren Kierkegaard, Frygt og Bæven.Dialektisk Lyrik, Friedrich Nietzsche, Moralens oprindelse, uddrag af David Friedrich Schleiermacher, Om Religionen. Taler til de dannede blandt dens foragtere, samt W. Shakespeare, Hamlet. Prince of Denmark. Der inddrages sekundærlitteratur til hovedteksterne med mulighed for at tilrettelægge dele af pensum ud fra særlige interesser. Gennem tematiske læsninger af længere og kortere tekster (suppleret med aktuel forskningslitteratur) vil deltagerne få mulighed for at fordybe sig i etiske og religionsfilosofiske problemstillinger ud fra spørgsmålet om den bekendende bevidstheds skikkelser. Tekstlæsningen orienterer sig således ud fra den bekendende bevidstheds religiøse, etiske og litterære skikkelser med særligt henblik på den kommunikative formidling, der mest umiddelbart manifesterer sig i sprogets symbolske dimension, således som dette er taget op i eksempelvis psykoanalysens fortolkning af drømmen og det ubevidste, i religions-fænomenologiens undersøgelse af det religiøse sprog og i litteraturvidenskaben.

Arbejdet med bekendelsens receptionshistorie fra Augustins Bekendelser over Shakespeares Hamlet til Nietzsches Moralens oprindelse vil give mulighed for at afdække  - og efterprøve - omridset af en radikalt ny forståelse af sprog, etik, menneskesyn, sandhed og religion. Tesen om, at det bibelske ord repræsenterer en gennemgribende omvæltning af antikkens forståelse af selvet, Gud, verden og sandheden støtter sig til forskellige tænkere, der som Hegel, Kierkegaard, Nietzsche, Auerbach, Gadamer, Ricoeur og Foucault har været optaget af at bestemme det moderne/postmoderne for at kunne rejse spørgsmålet om normative betydningshorisonter, herunder religionens og moralens aktuelle legitimitet eller mangel på samme. Ifølge disse tænkere foregriber det bibelske ord, den vending mod selvet, den enkelte, og i sammenhæng hermed den sproglige vending, som har kendetegnet det tyvende århundredes teologiske og filosofiske tænkning til forskel fra en traditionel apriorisk forståelse af selvet, Gud og verden bag om den sproglige og historiske formidling. Spørgsmålet har her været, i hvilken grad sproget og den menneskelige sproglighed som flertydigt ekspressivt medium er konstituerende for den enkeltes selvforståelse og normative orientering, for muligheden af at være sig selv, sammen med og for andre inden for retfærdige institutioner. Denne etik sættes på prøve af historiske erfaringer af det onde som skyld og som tragisk lidelse, som bl.a. artikuleres i litterære og religiøse traditioner.