TTEAKKFERU KA Kernefag: Etik og Religionsfilosofi: Sprog og religion

Det bibelske ord indeholder en dialektik mellem bogstav og ånd (2 Korinterbrev 3,6), der afspejler et tilsvarende spil mellem lov og evangelium i den teologiske fortolkning af Paulus hos Augustin og Luther. Det hermeneutiske spørgsmål om mening og metode og det normative, teologiske og filosofiske, spørgsmål om sandhed og gyldighed, er således forviklet gennem en dobbelt dialektik, som er blevet aktualiseret i moderne hermeneutisk og dekonstruktiv teologi, hvor ”bogstav” i en nutidig sprogfilosofisk kontekst tages op som tekst og skrift.

Litteraturteoretiske læsninger af bibelske tekster hos eksempelvis Søren Kierkegaard, Paul Ricoeur og Erich Auerbach har åbnet for et spil mellem det poetiske og det religiøse sprog. Den bibelske sprogliggørelse af gudsforholdet forstået som kommunikative processer og relationer forstærkes på Luthers tid med opfindelsen af trykpressen. Denne teknologi og dens sammenhæng med Luthers teologi har ifølge en række forskere transformeret menneskesynet, tænkningen, religionen og sproget. Gennem hermeneutiske og religionsfilosofiske tilgange undersøges, hvorledes det litterære og det religiøse sprog konkretiserer etiske og religionsfilosofiske grundspørgsmål i spillet mellem bogstav og ånd.

Det bibelske ords metodiske, dekonstruktive og hermeneutiske, implikationer, således som disse tegner sig i bakspejlet ud fra vor egen tids medieteorier, belyses gennem tematiske læsninger af William Shakespeare Hamlet Prince of Denmark. A Tragedy, Søren Kierkegaard, Frygt og Bæven.Dialektisk Lyrik, Friedrich Nietzsche, Zur Genealogie der Moral, Samuel Beckett, Krapp’s Last Tape, samt uddrag af David Friedrich Schleiermacher, Om Religionen. Taler til de dannede blandt dens foragtere. Der inddrages sekundærlitteratur til hovedteksterne samt kortere tekster Paul Ricoeur, Erich Auerbach, Günter Bader, Catherine Malabou, Michel Foucault, Jacques Derrida og Jean-Luc Nancy.

I anledning af 500 året for Luthers teseopslag 31 oktober 1517 vil vi i læsningen af Shakespeares Hamlet og Beckett’s Krapp’s Last Tape overveje spørgsmålet om sprogets betydning for den moderne (protestantiske) selvbevidsthed, som paradigmatisk artikuleres i Shakespeares Hamlet og i Beckett’s tekster.

Ifølge nogle fortolkere fremviser danskeren Hamlet sprogets eminente betydning for Luthers teologiske og filosofiske ”revolution”. Dette betones i Hegels filosofihistorie og i Nietzsches ambivalente diagnose af den kristne subjektivitet og ressentimentskultur. Shakespeare var sin tids største medietalent, noget tilsvarende gælder for Luther. Det giver stof til eftertanke over forholdet mellem sprog, religion og selvbevidsthed i vores egen tid.