TTEA2KHBAU BA-4. semester: Kirke- og Teologihistorie 2

Hold A: Osculetur me osculo oris sui. Bibelfortolkningens historie, 300-1300.

Op gennem kirkehistorien danner Højsangens beskrivelse af mødet mellem brud og brudgom udgangspunkt for en lang række fremstillinger af forholdet mellem Kristus og Kirken. Højsangen fortolkes i middelalderen også som et værk, der omhandler mødet mellem sjælen og Kristus. Dette kursus omhandler denne dobbelte figur og dens rolle i bibelfortolknigens historie fra 300 til 1300. Læsningen af bruden som kirke og som sjæl kan spores tilbage til Origenes (185-254), men den videreudvikles hos blandt andet Gregor af Elvira (d. 392), Ambrosius (340-397) og Apponius (5. årh.). Disse tillige fortolkninger kondenseres hos Gregor d. Store (540-604) og Beda den Ærværdige (672-735), der knæsatte en læsning af brudens tvetydighed, som efterfølgende fortolkere kom til at orientere sig efter. Under den karolingiske renæssance drejer dette sig særligt om Alcuin (c. 735-804), Paschasius Radbertus (785-865) og Haimo af Auxerre (c. 790-878). Disse fortolkere raffinerede ikke mindst det sprogbrug, som understøttede, at bruden i Højsangen nu skulle fortolkes som omhandlende den moderlige kirke. Ligeledes knyttede de karolingiske fortolkere Højsangens brud til Jomfru Maria og dermed til den liturgiske side af kristenlivet: Denne sammenhæng mellem liturgi og tekstfortolkning blev yderligere forfinet af senere fortolkere såsom Rupert af Deutz (1075/80-1129). Samtidig kunne højsangsmotiver også indgå i politisk-strategisk kommunikation, som vi f.eks. finder i breve fra Peter Damian (1007-1072) til den fremtidige Gregor VII, Hildebrand af Soana (1015/28-1085). Endeligt indgår Højsangen i den konflikt over teologiens væsen, som fulgte efter de første universiteters grundlæggelse i slutningen af det 11. århundrede og i begyndelsen af det 12. århundrede. Et centralt værk er her glossen til Højsangen, som blev udarbejdet under ledelse af Anselm af Laon (d. 1117). På afgørende vis informerede denne lærebog, hvordan teologi kunne bedrives, og den informerede f.eks. de Højsangsfortolkninger, vi finder hos Peter Cantor (1130-1197) og Stephen Langton (c. 1150-1228). Men det er også i modtræk til denne skolastisk fortolkningsmetode, at Cistercienserne (1098) og Viktorinerne (1108) formulerede deres kommentarer til Højsangen. Særlig kendt er naturligvis den fortolkning, som Bernhard af Clairvaux (1090-1153) præsenterede i sine Sermones super Cantica Canticorum, men afgørende bidrag til det ”cisterciensiske” fokus på sjælen blev også formuleret af William af Saint-Thierry (1075/80-1148) og Gertrud af Helfta (1256-1302). 

På kurset vil vi fokusere på uddrag fra ovenstående fortolkere af Højsangen. Konkret bliver vi inden for rammerne af Højsangens første bog. Formålet er altså ikke udtømme, hvordan de enkelte fortolkere kommenterede på hel dette bibelske skrift. Vores fokus er derimod på, hvordan fortolkninger af Højsangen kaster lyser over forskellige faser i bibelfortolkningens historie. Vi skal analysere, hvordan retoriske virkemidler, bibelske figurer og teologiske antagelser finder anvendelse i gestaltningen af brudens møde med brudgommen. Ligeledes skal vi se, hvordan forskellige historiske kontekster nødvendiggjorde forskellige fortolkninger af den samme tekst. Det er således målet for kurset at formidle indsigt i et centralt kirkehistorisk emne samt at skærpe forståelsen for nuancerne i det historiske materiale.

Kurset er et portefølje-forløb, og vi vil derfor arbejde systematisk med skriftlig fremstilling undervejs.

Hold B: Kristi Passion: teologiske diskurser, kunstneriske repræsentationer og religiøse praksisformer indtil 1300.

Kurset giver en indføring i fortolkninger af Kristi lidelse som frelseshistoriens centrale begivenhed. Fokus er lagt på læsninger af teologiske tekster fra oldkirken til højmiddelderen, der har ydet væsentlige bidrag til forståelsen af dette  tema. I kurset indgår teologisk-systematiske tekster (Irenæus’ værk Mod kætterne, Augustin, Anselm af Canterbury’s Cur Deus homo (Hvorfor Gud blev menneske, og uddrag af Thomas Aquinas,Summa theologica), samt teologiske brugstekster, som har indgået i forskellige former for religiøs praksis: meditationer, (fx Anselm og og Bonaventura), prædikener (Bernhard af Clairvaux), poetiske tekster som fx

digtcyklussen Salve caput cruentatum (O Hoved højt forhånet, DS 193), og tekster, der indgår i langfredagsliturgien.

Herudover vil kurset også foretage nogle udblik til visuelle kunstneriske fremstillinger, fx tolkningen af korsfæstelsen (Åby-krucifixet, Gero-korseti Kölner Domen, Giotto, (Scrovegni kapellet, Padua)). Det er kursets mål på baggrund af de udvalgte kilder at formidle en indsigt i teologiske tankeformer, fortolkningsstrategier, receptionshistorie og skærpe forståelsen for nuancerne i det konkrete historiske materiale.

Kilder og sekundær litteratur på dansk, engelsk, tysk indgår i pensum, foruden latinske kildetekster med paralleloversættelse. 

Udvalgt sekundær litteratur:

Gustaf Aulén, Christus Victor: A Historical Study of the Three Main Types of the Idea of Atonement (London: SPCK, 1931; New York: Macmillan, 1969, reprint: 2010), 1-100. [engelsk oversættelse af Gustaf Aulén, Den kristna Försoningstanken (Stockholm: 1930)]

J.N.D. Kelly, , Early Christian Doctrines (London 1960 og senere). 163-188, 375-400.

Jaroslav Pelikan, The Christian Tradition. A History of the Development of Doctrine. 1. The Emergence of the Catholic Tradition (100-600). (Chicago/London: University of Chicago Press, 1978), 141-155.

Jaroslav Pelikan, The Christian Tradition. A History of the Development of Doctrine. 3: The Growth of medieval Theology (600-1300)(Chicago/London: University of Chicago Press, 1978), 106-157.

Richard Viladesau, The Beauty of the Cross. The Passion of Christ in Theology and the Arts, from the Catacombs to the Eve of the Renaissance (Oxford, 2006),1-69, 105-144.