HDAK0016FU DAN; Litteratur og dannelse i senmoderniteten

Ordet ’dannelse’ er kommet på den uddannelsespolitiske og kulturpolitiske dagsorden igen. Der tales om digital dannelse inden for skolesystemet, om opdragelse inden for familiesfæren og om filosofikum inden for universitetsverdenen. Men dannelse er mange forskellige ting, og disse nuancer udviskes let i den politiske debat, fx når dannelse forveksles med adfærdsregulering eller klassebestemt snobberi for det elitære. På dette kursus skal vi dels forfølge dannelsesbegrebets historie tilbage til dets programmatiske rødder i tysk romantisk filosofi og uddannelsestænkning i slutningen af 1700- og begyndelsen af 1800-tallet (den såkaldte ’Humboldt-humanisme’), dels skal vi se på nogle af de forskellige måder, dannelsesbegrebet bliver taget i brug på i dag. Først og fremmet går kurset imidlertid ud på at kigge nærmere på den rolle, litteraturen har spillet i tidligere dannelseskulturelle sammenhænge, og på den rolle, den kunne tænkes at spille i en nutidig kultursammenhæng. Et teoretisk udgangspunkt for denne diskussion vil på den ene side være Immanuel Kants og Søren Kierkegaards klassiske subjektfilosofi, med tråde frem til moderne personlighedspsykologi og eksistentialistisk farvet udviklingspsykolog. På den anden side vil det være moderne medieteori og literarcy-forskning, bl.a. McLuhan, Ong og Olson. Med disse begrebslige og teoretiske værktøjer i hånden vil vi se på en række litterære prosaværker fra den dansk-nordiske samtidslitteratur af Søren Ulrik Thomsen, Ida Jessen, Christina Hesselholdt, Helle Helle, Niels Frank, Peter Adolphsen, Jesper Wung Sung, Sara Stridsberg m.fl. og diskutere, hvordan subjektivitet og jegforestillinger gør sig gældende – eller muligvis ikke gør sig gældende – her samt på, hvordan værkerne eventuelt kan siges at rumme et dannelsespotentiale. Og hvad dette dannelsespotentiale i givet fald går ud på og hvordan det kan formidles. I den forbindelse vil vi også diskutere forskellene mellem litteratur som dannelsesmedie og som terapi – en af de vigtigste måder, hvorpå litteraturen søges legitimeret i dag i det, der er blevet kaldt for ’diagnosekulturen’.