ASTK18492U Geopolitikkens helhedsbilleder: Polaritet, handelskrige, planetære trusler og antikolonialisme

Verden.

Det var den meget korte udgave. Nu kommer den lidt længere og til sidst i dette felt kommer den meget lange udgave.

Kurset har et dobbelt formål. Det primære er at diskutere, hvordan i alverden (pun intended) vi kan skabe meaning ud af den madness, der omgiver os. Hvad er det, der sker i verdenspolitikken, og hvordan kan vi – der har det job (forskere så vel som studerende) ”ordne” begivenhederne i form af mønstre, tendenser eller i bedste fald teorier? Det sekundære formål er at sætte de kendte teorier om international politik på arbejde: kan verdens aktuelle tilstand forstås ud fra den historisk mest indflydelsesrige teori, neorealismens teori om anarki og polaritet, eller handler det om kollektive samarbejdsproblemer eller historiske udbytningsrelationer mellem verdensdele og racer?

Forhåbentlig vil en del studerende finde, at dette er en nyttig måde at fortsætte en interesse for IP-teori, der søger kontakt med den virkelige verden. Formatet vil være åbent overfor, at man kan trække i den ene eller den anden retning – lægge mere vægt på problemet at vores aktuelle teorier ikke kan forklare verden og hvad vi gør ved det, eller på den anden side gå tættere på aktuelle udviklinger og analysere disse. Det er også muligt at lægge andre vinkler f.eks. omkring forholdet mellem universitetsforskning, tænketanke og politiske aktører.

Og nu den lange præsentation:

Disciplinen ”international politik” har traditionelt haft som en af sine primære missioner at levere ”the big picture” for politikere og andre beslutningstagere og ideelt set også den bredere befolkning. Hvad driver verdenspolitikken i den aktuelle periode – hvad er udfordringerne, drivkræfterne og gerne også løsningerne?

Disciplinen er både blevet dårligere til at løse denne opgave og i mange tilfælde også betænkelig ved betimeligheden af sådanne ”totaliserende” tolkninger. I tidligere årtier var ”helhedsbilleder” møntens anden side ift generelle teorier. Da man i 1970erne diskuterede realisme versus liberal institutionalisme versus marxisme, var det på en og samme tid en diskussion af forskellige IP-teorier og forskellige bud på, hvordan verden så ud. Fra 1990erne blev denne parallelitet mindre udtalt. Hvilket verdensbillede svarede til konstruktivisme, post-strukturalisme og feminisme? Imens leverede andre end IP-folk billeder, der solgte bedre end IPs: Huntington’s Clash of Civilizations og Fukuyama’s End of History.

IP havde i 2010erne diskussioner om ”end of theory”, der reelt var ”end of IR theory”, eftersom mange importerede teorier fra andre discipliner. Hvad der ”manglede”, var IP-disciplinens sammenfattende tolkninger. Især i det mere kritiske hjørne af disciplinen søgte man et opgør med teori generelt; og mange andre var også skeptiske overfor ”grand theory”. Realister fortsatte i et vist omfang med at have teori-debatter, der samtidig var verdensanalyser. Offensiv og defensiv strukturel realisme var reelt forskellige policy-analyser af verden set fra Washington. Dele af den liberale lejr havde også helhedstolkninger fokuseret på ”den liberale internationale orden” i krise. Kritisk IP var god til at kritisere alle de nævnte – mindre god til selv at give et helhedsbillede af verden.

Nu, i 2020’erne spidser alt dette til. I medierne (og hos tænketankene) hører vi om ”geopolitikkens genkomst” (nu også blåstemplet af KU; https://forskning.ku.dk/geopolitik/). Men et er at sige, at alt er magtpolitik (med undertonen at vi burde aldrig have glemt det; Thukydid, Machiavelli og Churchill havde ret), noget andet er at producere en analytisk model, der indfanger magtpolitikkens aktuelle tilstand og mønster. Er det ”Thukydids fælde”, fordi forholdet mellem USA og Kina handler om en nedadgående og en opstigende magt? Eller har disciplinens mere ambitiøse teorier fat i den lange ende med nøglebegrebet ”polaritet”, og hvad er så polariteten: bipolaritet, multipolaritet, eller har Trump bevist at verden faktisk er unipolær, så en amerikansk præsident kan få hele verden til at danse efter hans pibe?

Netop Trump er måske beviset på, at polaritet i klassisk neorealistisk forstand ikke fanger dynamikken, for tænker han ikke mere geo-økonomisk – eller måske sågar simpelthen: økonomisk? Merkantilistisk for USA eller  i sidste ende privatøkonomisk?

Det store paradoks omkring verdens tilstand er, at vi alle griber til disse modeller for magtpolitik og klassisk geopolitik, når man siger ”big picture” – men kun halvdelen af tiden. Hver anden gang vil de fleste sige, at de afgørende spørgsmål, der definerer vores periode er: klimaforandringer, kunstig intelligens og andre kollektive trusler. Altså: planetære, ofte videnskab/teknologi-drevne udviklinger, der truer os alle som menneskehed. Og der er meget få analyser, der reelt kan integrere de to billeder. Enten ser vi på verden som magtpolitik mellem supermagter, eller vi ser på menneskehedens kollektive trusler, men de to påvirker oplagt hinanden (begge veje: den primære barriere mod løsning af de kollektive trusler er magternes rivalisering, og et vigtigt grundlag for at være ledende magt er at lede i håndteringen af disse trusler), og alligevel er det svært at ”samkøre” dem i én samlet tolkning.

For at komplicere billedet yderligere er der mindst én yderligere stærk generel kraft: det såkaldt ”globale syd” som en stadigt mere selvsikker og selvstændig stemme med egen meningsdannelse og interesseformulering om alt fra klimapolitik til den globale økonomiske orden. Mange mainstream-analyser (i policy-tidsskrifter som Foreign Affairs og Foreign Policy) folder dette ind i en global analyse af magtcentre som en tredje pol. Det er formodentlig vildledende, for der er i Syd langt fra tale om en fast blok – men faktisk om noget meget større: Det globale flertal, der på mangfoldig vis sætter sig igennem på flere og flere områder. Også ift de andre spørgsmål omkring geopolitisk rivaliseren, verdensøkonomi og planetære trusler optræder ”det globale syd” stadig oftere som udslagsgivende. Men hvordan sammenfattes denne faktor? Meget følger mønstre, der er analyseret af post-kolonial teori med udmøntning i et decentralt, lokalt fokus af global-historiske processer. Kan det skaleres op til en aktuel global analyse? Indenfor IP-disciplinen har flere også gen-opdaget W.E.B. du Bois’ teori om ”the global color line” (1903), der sætter race i fokus for en global analyse.

I dette seminar vil vi diskutere disse mange bud på en global analyse – både hver for sig og med særligt fokus på, om de kan føjes sammen i en helhedsanalyse.

Foreløbig plan:

1: Introduktion og disciplinhistorie

2: Polaritetsteori – Waltz, multipolaritet og bipolaritet

3: 1990-2008 – Unipolaritet? [Skal evt slås sammen med lektion 4]

4: 2008-? – Multipolaritet, verden uden supermagter, eller?

5: Dagens verden – ny bipolaritet eller multipolaritet eller?

6: Den liberale internationale orden og dens endeligt

7: Kina og ”Thukydids Fælde”

8: Geoøkonomisk konfrontation – og Trump-mysteriet

9: Klimaforandringer som trussel og geopolitik

10: Kunstig intelligens og kvanteteknologier – regulering og magtmaksimering

11: Post-kolonialisme i praksis

12: ”Det globale syd” – et problematisk begreb men en vigtig virkelighed?

13: Racisme som international konstellation – ”the global colour line”

14: Konklusion og sammenfattende analyser på tværs (deles eventuelt i to gange: en om tolkninger som Amitav Acharya’s multiplex world og Trine Flockhart’s multiorder world og måske undervisers 3D-geopolitik, en særskilt sidste lektion så om deltagernes egne tolkninger)

Litteraturen vil mest bestå af forskningsartikler og rapporter fra tænketanke, suppleret af kortere uddrag fra centrale bøger.

Undervisningsformen søges centreret omkring diskussioner, eftersom seminaret i høj grad er søgende i sin natur.