HMKK0323AU Moderne Kultur: Kulturhistorisk emne Forløb 2, c: Kan et filmsprog være politisk?

Dette kursus vil se på markante nybrud indenfor europæisk og russisk filmkunst. Dette gøres gennem nedslag i filmhistoriske perioder, hvor specifikke politiske, sociale eller økonomiske ændringer gør, at filmsproget pludselig begynder at eksperimentere med nye udtryksformer og virkelighedsfortolkninger.

Et sådant nyt filmsprog udvikles f.eks. i Sovjetunionen i 20`erne og 30´erne som følge af den russiske revolution. Den kulturpolitiske vision om en 'åndens revolution' lod her en lang række kunstnere udvikle et nyt formsprog, der kunne understøtte og skabe en ny socialistisk bevidsthed hos befolkningen. Instruktører som bl.a. Dziga Vertov og Sergiev Eisenstein eksperimenterer med nye klippe- og optagemetoder og skaber herved et revolutionært formalistisk filmsprog, det man også kalder ’russisk montagefilm’.

Et andet eksempel er Tyskland i tiden efter første verdenskrig, hvor isolation, mismod, stigende inflation og en ny kulturpolitik danner grobund for nye filmiske genrer som ’strassenfilm’, kammerspil og ’tysk ekspressionistisk film’ af instruktører som Fritz Lang, Friedrich Murnau og Robert Wiene. Tysk ekspressionistisk film bliver en eksportsucces, samtidigt med at Siegfried Krakauer tolker genrens specielle stil og valg af temaer som et uhyggeligt symptom på det sindelag, der senere muliggør nazismens fremgang i Tyskland.

I kølvandet på anden verdenskrig og op gennem 50´erne sker der ligeledes et markant nybrud i Italien. Roberto Rossellini og Vittorio De Sica skaber en række socialrealistiske film, der kaldes 'neorealistiske'. Film, der danner modspil til den tidligere periodes overvægt af glamourøse studiefilm ved bl.a. at bruge autentiske skuespillere og locations. Her udvikles en ny socialkritisk filmstil, der tør tage fat på emner om social nød – fortalt i et filmsprog, der ligger meget langt fra Hollywoods traditionelle fortællestil.

Som optakt til 1968 oprøret er det også interessant at se på 'den nye bølge' i Frankrig, der starter i 1959 med to markante film, nemlig Ung Flugt af Francois Truffaut og Åndeløs af Jean-Luc Godard. Der er flere faktorer der her gør, at der bliver eksperimenteret med nye filmiske former. Lettere udstyr, organiseringen af filmfolk og filmkritikere og en øget politisk bevidsthed hos den unge generation.

Ved at dykke ned i disse forskellige perioder, instruktører og film vil vi diskutere koblingen mellem politik og filmiske virkemidler og se på, hvordan disse eksperimenter har haft en afsmittende effekt på udviklingen af det europæiske filmsprog helt op til vore dages fiktions- og dokumentargenrer i film, tv og netfilm. Hvor kan vi i dag se spor af de tidligere eksperimenter indenfor f.eks. iscenesatte dokumentarfilm, DIY YouTube genrer, reality TV, eller i computermanipulerede science fiction film?

Undervejs vil der blive inddraget såvel ældre som nyere filmteori af f.eks. Sergiev Eisenstein, Béla Balázs, André Bazin, Siegfried Krakauer, Jacques Aumont, Miriam Bratu Hansen, David Bordwell og Bill Nichols.

På kurset vil vi se uddrag fra film som Doktor Caligaris Kabinet (Wiene, 1920),  Den sidste mand (Murnau, 1924), Strejke (Eisenstein, 1925), Panserkrydseren Potemkin (Eisenstein, 1925), Manden med kameraet (Vertov, 1929), Rom, Åben by (Rossellini, 1945), Cykeltyven (De Sica, 1948), Umberto D (De Sica, 1952), Ung flugt (Truffaut, 1959), Åndeløs (Godard, 1959).