HMKK03244U NB Tidspunktet er flyttet til kl. 14: ny underviser: Moderne Kultur: Kulturpolitisk emne: Monsterinstitutioner - Krise og selvorganisering i den kreative by

Den forsatte krise i Europas politiske og økonomiske institutioner kalder i stigende grad på fantasifuld selvorganisering blandt kunstnere og sociale aktivister, der, konfronteret med kommercialisering af etablerede kulturinstitutioner, frivillighedskampagner og såkaldt ‘zero euro’ urbanisme, i stigende grad søger at opbygge egne selvstyrede institutioner: fra kunstnerdrevne udstillingssteder til autonome sociale centre, fra alternative selvskolingsprojekter til selvorganiserede biblioteker og arkiver.

På dette kursus skal vi se nærmere på et udsnit af disse selvorganiserede institutioner, som for eksempel det besatte Gängeviertel i Hamborg, 22a i Barcelona, 56a Infoshop i London og steder som Prags Boulevard og YNKB i København. Vi skal forsøge at analysere disse projekter på baggrund af tre overordnede tendenser.

For det første skal vi forsøge at begribe dette skred mod en selvorganiseret kultur i relation til den verserende socioøkonomiske krise, der blandt andet har ført til privatiseringer og et øget kommercielt fokus hos de etablerede kulturinstitutioner.  Vi skal se på, hvordan krisen både kan ses som noget der både hæmmer og baner vej for etableringen af alternative kulturprojekter.

Den anden tendens, vi skal beskæftige os med, vil blive behandlet under overskriften ‘den kreative by’; et begreb, der blandt andet benyttes til at beskrive brugen af kunst og kultur i markedsføringen af byer i den globale oplevelsesøkonomi. I den forbindelse skal vi blandt andet se på, hvordan bystyrer og kommuner forsøger at samarbejde med og gøre aktivt brug af selvorganiserede projekter i den interurbane konkurrence og i den lokale byudvikling.

Og endelig skal vi sammen forsøge at kortlægge en tredje autonom tendens, der i de senere år nok er kommet mest tydeligt til udtryk i Occupy-bevægelsens eksplosive fantasi, der blandt andet har afstedkommet et væld af besatte kulturhuse, alternative udstillingsrum, selvstyrede universiteter osv. Vi skal således ikke blot forsøge at forstå de seneste års selvorganiseringsbølger som reaktioner på krise og statslige kulturpolitikker, men også som et potentiale, der peger fremad mod et nyt kulturelt engagement i det 21. århundrede