HHIA05586U HIS 58. Renæssancen og os

Renæssancen og os
I rigtig mange år har Renæssancen været et omdrejningspunkt i den europæiske selvopfattelse. Senere århundreder har set sig selv spejlet i 1400-tallets mennesker. Som Jacob Burckhardt, den nok mest indflydelsesrige kulturhistoriker nogensinde, frejdigt postulerede bød perioden på opdagelsen af ”verden og mennesket”, intet mindre.

Den burckhardtske renæssanceopfattelse r hviler på en antagelse om en mørk middelalder, en grum, overtroisk og barbarisk tidsalder, hvor menneskene end ikke opfattede sig selv som individer, men kun som medlemmer af diverse grupper.

Det 20. århundrede har blandt middelalderhistorikere været præget af et opgør med forestillingen om ”den mørke middelalder”. Det har straks knebet noget mere med at få ”den lyse middelalder ” afsat til den bredere offentlighed, hvor man åbenbart har brug for et skræmmebillede. Men hvis middelalderen ikke var mørk, hvad var så renæssancen? Var den overhovedet noget?

Vi skal se på renæssancen i et nyt, globalt og komparativt perspektiv. I de senere år er man blevet opmærksom på, at ”renæssancer” med genoplivninger af længst forgangne tiders lærdomsliv er ligefrem almindeligt forekommende fænomener i historiske samfund med omfattende skriftlige traditioner. I hvilket lys sætter disse mange renæssancer den ”rigtige” som fra Italien bredte sig ud over Kristenheden i 1400-tallet.

Den undertiden meget entusiastiske opfattelse af renæssancen i Europa er gået hen og blevet en yndet skydeskive for vissepopulære globalhistorikere. For dem har det været bekvemt at afvikle den lyse og positive renæssance. Ikke for at rehabilitere middelalderen, men for at forlænge den, så at den mørke og barbariske tid i Europa fortsætter gennem 15-1600-tallet. Vi tager livtag med moderne identitetspolitik, og diskuterer om pågældende globalhistorikeres perspektiv er vejen frem. Er det sådan vi bør forstå tingene?

Frem for alt må man gøre sig klart at det giver bedre mening at opfatte renæssancen som en kulturel strømning end som en historisk epoke. Middelalderens ”fejl” var ikke at den havde glemt antikken, men at den huskede den alt for godt. De lærte var tilbøjelige til at se kontinuitet mellem deres egen tid og den gamle romerske tid. Den nye kulturelle strømning tog udgangspunkt i en opfattelse af diskontinuitet mellem antikken og den efterfølgende periode. Det store projekt var at bringe den tabte tid tilbage.

På kurset starter vi med med at punktere den populære opfattelse af renæssancen, som lyset der efterfugte middelalderens mørke, en opfattelse som i sin moderne form går tilbage til Burckhardt. Når så denne opfattelse er destrueret starter vi forfra, idet vi i første omgang ser på tekster, senere også på kunstværker, arkitektur mm.

Sideløbende med studiet af renæssancens kultur vil de studerende få deres skriftlige kompetencer skærpet. Diverse skriftlige øvelser vil blive inkorporeret i undervisningen.

Faglige mål (uddybning af de i studieordningen beskrevne):
Den studerende kan efter kurset:
•