HFIA03731U FILO, Modul 4: Humanioras videnskabsteori og den neuroevolutionære vending AFLYST

Videnskaberne udgør forfinede versioner af basale menneskelige erkendelseskategorier og forklaringstyper. De vigtigste af disse er årsagsforklaring og intentionel forklaring. Årsagsforklaringer anvendes i alle videnskaber, mens intentionel forklaring kun anvendes inden for humaniora og samfundsvidenskab. Via den filosofiske standardanalyse af kausalitet som lovmæssighed, omtransformeres årsagsforklaring i videnskaberne til begrebet om forklaring som subsumption under lovmæssigheder. I overensstemmelse hermed defineres videnskab som bestræbelsen på at opstille sådanne forklarende lovmæssigheder. Denne bestræbelse har været overordentlig succesrig inden for naturvidenskaber som fysik og kemi, hvilket har givet disse discipliner status som forbilleder for al videnskab, inklusive humaniora.

Imidlertid er der principielle vanskeligheder ved at overføre denne model til humanvidenskaberne. Problemet skyldes visse særlige træk ved intentionel forklaring, som forhindrer at de begreber der indgår i dagligdags intentionelle forklaringer erstattes af videnskabelige begreber. Historisk har dette givet anledning til forsøg på at opstille alternative idealer for humanvidenskaber (og samfundsvidenskaber), bl.a den hermeneutiske tradition, og opfattelsen af humaniora som idiografiske i kontrast til de nomotetiske naturvidenskaber. Intet af disse alternativer er dog tilfredsstillende.

Imidlertid er den klassiske opfattelse af (natur)videnskab blevet revideret i lyset af Kuhns paradigmeteori, der nedtoner betydningen af lovmæssigheder og i stedet fremhæver betydningen af ”exemplars”. Dette er fremragende enkeltresultater som tjener som forbilleder for videre forskning, og ”normalvidenskab” består i bestræbelsen på at applicere den forbilledlige løsning på stadig nye områder. Denne model svarer temmelig nøje til den typiske struktur for humanistiske skoledannelser, der også typisk tager udgangspunkt i et enkeltresultat og søger at udstrække det til nye genstandsområder. Eksempler er strukturalisme, psykoanalyse, hermeneutik m. fl.

Imidlertid er der igennem de seneste tiår sket en dramatisk udvikling inden for humanvidenskaberne i form af den neuro-evolutionære vending. Takket være revolutionerende fremskridt i scanningsteknikker er man nu i stand til at fastslå detaljer i processerne i den aktive menneskelige hjerne. Dette har ledt til en dagsorden om at erstatte traditionelle humanvidenskabelige tilgange med naturvidenskabelige metoder og teorier, hentet fra neurovidenskab og evolutionsbiologi.

I kurset gennemgås alle disse emner, og det undersøges hvorvidt den neuro-evolutionære vending betyder en forestående ”naturvidenskabeliggørelse” af humaniora.