HFIA03723U FILO Konflikten mellem humanvidenskaberne og naturvidenskaberne i epistemisk og metafysisk belysning.

Videnskaberne udgør forfinede versioner af basale menneskelige erkendelsesmåder og forklaringstyper. De vigtigste af disse er årsagsforklaring og intentionel forklaring. Årsagsforklaringer anvendes i alle videnskaber, mens intentionel forklaring kun anvendes inden for humaniora og samfundsvidenskab. Via den filosofiske standardanalyse af kausalitet som lovmæssighed, omtransformeres årsagsforklaring i videnskaberne til begrebet om forklaring som subsumption under lovmæssigheder. I overensstemmelse hermed defineres videnskab som bestræbelsen på at opstille sådanne forklarende lovmæssigheder. Denne bestræbelse har været overordentlig succesrig inden for naturvidenskaber som fysik og kemi, hvilket har givet disse discipliner status som forbilleder for al videnskab, inklusive humaniora.

Imidlertid er der principielle vanskeligheder ved at overføre denne model til humanvidenskaberne. Problemet skyldes visse særlige træk ved intentionel forklaring, som forhindrer, at de begreber, der indgår i dagligdags intentionelle forklaringer, erstattes af videnskabelige begreber. Historisk har dette givet anledning til forsøg på at opstille alternative idealer for humanvidenskaber (og samfundsvidenskaber), bl.a. den hermeneutiske tradition, og opfattelsen af humaniora som idiografiske i kontrast til de nomotetiske naturvidenskaber. Intet af disse alternativer er dog tilfredsstillende.

Imidlertid må den klassiske positivistiske opfattelse af (natur)videnskab revideres i lyset af Kuhns paradigmeteori, der nedtoner betydningen af lovmæssigheder og i stedet fremhæver betydningen af ”exemplars”. Dette er fremragende enkeltresultater, som tjener som forbilleder for videre forskning, og ”normalvidenskab” består i bestræbelsen på at applicere den forbilledlige løsning på stadig nye områder. Denne model svarer temmelig nøje til den typiske struktur for humanistiske skoledannelser, der også typisk tager udgangspunkt i et enkeltresultat og søger at udstrække det til nye genstandsområder. Eksempler er strukturalisme, psykoanalyse, historisme m. fl.

Inddragelsen af Kuhns paradigmeteori i analysen af humanvidenskaberne leverer en metodologisk og erkendelsesteoretisk ramme, inden for hvilken man både kan identificere lighedspunkterne imellem human- og naturvidenskaberne, og samtidig fastslå og diagnosticere forskellene imellem dem.  Disse forskelle angår dels metode i snævrere forstand, dels begrebs- og teoristruktur. Disse forskelle kan forklare, hvorfor humanvidenskaberne ikke har kunnet fremvise så dramatiske fremskridt som naturvidenskaberne, men er forblevet tættere ved dagligdags erkendelse og tænkning om mennesket.

I kursets anden halvdel bevæger vi os fra metode og erkendelsesteori til ontologi. Uanset hvordan man forholder sig til spørgsmålet, om humanvidenskaberne har deres egne metoder og teoriformer, har der været en stærk tendens i videnskabsfilosofien til at antage, at det under alle omstændigheder er naturvidenskaberne, som fortæller os, hvordan verden er i-sig-selv. Humanvidenskaberne giver os i bedste fald kun en forfinet repræsentation af verden, især mennesket, som det fremtræder-for-os. De bevæger sig inden for det som Wilfrid Sellars kaldte det ”manifeste billede” af verden. Men naturvidenskabernes styrke og frugtbarhed ligger netop i, at de kan overskride dette billede og erstatte det med et andet, videnskabeligt billede af virkeligheden. Sellars mente, at dette videnskabelige billede efterhånden nærmer sig en forståelse af verden-som-den-er-i-sig-selv. Sædvanligvis har filosoffer delt sig i to lejre. Enten betoner man det manifeste billedes forrang, og benægter muligheden for objektiv viden om verden-i-sig-selv, eller også hævder man det naturvidenskabelige (især det fysiske) billedes eneret, og at alt, hvad vi tror at vide ud fra det manifeste billede, antages at kunne reduceres til fysiske systemer af usynlige entiteter og strukturer.  Konsekvensen af sidstnævnte opfattelse er, at mennesket slet ikke er, hvad det synes at være, og at de forfinede versioner af det manifeste menneskebillede, som de udvikles i humanvidenskaberne, dog forbliver metafysiske fiktioner.

Udgangspunktet for denne del af kurset vil være, at dualiteten mellem det manifeste og det videnskabelige billede kun kan overvindes, hvis vi ikke blot prøver at forstå metafysikkens muligheder i et naturalistisk men i et evolutionært perspektiv. Det indebærer bl.a. en generel accept af mennesket som et biologisk væsen, hvis kognitive evner er udviklet ved naturlig selektion. Set i sammenhæng med individets sociale omgivelser forklarer det udviklingen af vort manifeste billede. Denne kognitive udvikling sætter på den anden side visse begrænsninger for, hvilke dele af vor erkendelse der kan siges at repræsentere virkeligheden-som-den-er-sig-selv, og hvilken dele der skyldes abstraktion og idealisering. Derved kan man ud fra et evolutionært perspektiv (biologi) redegøre for tilsynekomsten af det manifeste billede samt i hvilken udstrækning det naturvidenskabelige perspektiv konstruerer verden-som-den-er-i-sig-selv.