HDAA0361MU Provokationens kunst

Årgang 2013/2014
Engelsk titel

Elective Topic

Kursusindhold

At provokere og chokere har altid været et af kunstens privilegier. Om det ligefrem er et mål i sig selv at skabe ramaskrig blandt publikum, læsere eller kritikere, eller om ”skandalen” blot er en nødvendig eller ligefrem uventet konsekvens af værkets formelle eller tematiske indhold, er forskelligt fra værk til værk. I alle tilfælde kommer de stærke reaktioner til at præge værkets receptionshistorie.

Mens værker, der skaber skandale, måske nok kan blive tiet ihjel i første omgang, får de ofte på et senere tidspunkt en skærpet opmærksomhed, netop fordi de har formået at "ryste" deres samtid. Derved får de kunstværker, som chokerer, skaber skandale og støder imod tidens normer, en særlig position i kunst- og litteraturhistorien. Af kunstværker, der har fået denne skæbne, kan nævnes Manets Olympia (1865), Willumsens radering af sin gravide kone Frugtbarhed (1891), Duchamps Fountain (1917), Vilhelm Freddies Sex-paralysappeal (1936), Jørgen Nash' afhugning af Den lille havfrues hoved i 1968 og Bjørn Nørgaards hesteofring i 1970. Også litterære værker har formået at chokere. Herman Bangs Haabløse slægter (1880), Rudolf-Broby Johansens Blod (1920) til Suzanne Brøggers Fri os fra kærligheden (1973) og Jørgen Leths Det uperfekte menneske (2000) har alle vakt voldsomme reaktioner i offentligheden - senest har Pablo Llambias’ Monte Lema og Hundstein (2011, 2013) skabt ophedet debat i avisernes spalter. Diskussionerne, som pågår mellem både kritikere og lægfolk, er ofte både en reaktion på værkernes tematik, der tilsyneladende har berørt et eller flere kulturelle tabuer, men lige så ofte angår anfægtelsen spørgsmålet om, hvad god kunst eller litteratur egentlig er. Overskridelsen af publikums og læsernes forventninger til, hvilke idealer kunsten bør leve op til formelt set, kan tilsyneladende også vække stærke følelser til live.

Spørgsmålet om, hvorvidt kunsten skal eller ikke skal provokere er et genkommende emne i diskussionen om kunst og litteratur. I 2005 udkom Frederik Stjernfeldt og Søren Ulrik Thomsens bog Kritik af den negative opbyggelighed, der netop er et opgør med provokationen som et kvalitetsmærke ved kunst. I 2010 blussede debatten op igen, da den nyudnævnte formand for kunstrådet, Per Arnoldi, udtalte, at han ikke ønskede provokerende kunst. Inden for kunst- og litteraturteori er den provokerende kunst og litteratur også omdrejningspunktet, både når det gælder avantgardekunst og indenfor den forskning, der beskæftiger sig med genren Transgressive art. Det skal vi sætte os ind i, ligesom vi skal konsultere performativitetsteorierne, der også tilbyder forskellige optikker til forståelsen af, hvordan provokationens kunst kan beskrives nærmere. 

Kursets ærinde er toleddet. Dels skal vi sammen skrive en art provokationens kunst- og litteraturhistorie ud fra udvalgte værker, der har skabt skandale. Kursets primære fokus er litteratur, men der skal både skal inddrages billedkunst, performancekunst og film – f.eks. Lars von Triers: Antichrist (2009). Dels skal vi undersøge, hvorvidt det er muligt at komme med en beskrivelse af skandalekunsten, som ikke udelukkende er rettet mod det tematiske niveau. Værker, der provokerer, overskrider naturligvis en given periodes normer. Men spørgsmålet er også, om det har en betydning, hvordan det grænseoverskridende indhold formidles rent æstetisk?

Kursets overordnede spørgsmål lyder således: Hvordan bestemmes og beskrives et skandale-værk? Kan bestemmelsen hvile udelukkende på receptionen af værket, eller er der også elementer i selve værket, som peger på værkets potentiale til at chokere? Har kunstnerens iscenesættelse af sig selv og sit værk noget at sige? Hvilke retninger inden for kunst- og litteraturvidenskab kan hjælpe til at kvalificere beskrivelsen og forståelsen af disse værker?

Hvad angår måden, kunst- og litteraturhistorien inkorporerer skandalerne, skal vi diskutere: Hvad indebærer det at basere en kunst- eller litteraturhistorie på de ramaskrig, som forskellige værker har affødt gennem tiden? Kan en reaktion på et værk fortælle noget om en periodes generelle tilværelsessyn? Eller kan der være tale om forsimplinger, som snarere end at beskrive værkets modtagelse på en saglig måde, selv lefler for massemediernes behov for skandaler? Hvilke problemer ligger der i at basere litteraturhistorie-fortællingen på sådanne værk-skandaler?  

Endelig skal vi diskutere, om kunstens mulighed for at chokere har ændret sig gennem tiden, særligt efter massemediernes fremkomst? Hvis chokket er blevet avantgardekunstens varemærke på linje med populærkulturens, hvor stiller det kunsten og kritikken af den?

 

Kompendium og semesterplan vil foreligge ved kursets start.
Undervisningen vil foregå både på traditionel vis og ved museumsbesøg og filmforevisninger.
  • Kategori
  • Timer
  • Eksamensforberedelse
  • 126
  • Holdundervisning
  • 84
  • Undervisningsforberedelse
  • 210
  • I alt
  • 420